Tre af bestyrelsesmedlemmerne i Ishusets Aktivitetsråd – fra venstre: Mathilde Bach Logan, Karoline Nørris Søndergaard og Karoline Dahl Rasmussen.
Livet her

Byens unge har taget flot initiativ

12. april 2024 kl. 19:00

HOBRO: Hvis man er ung i Hobro/Mariagerfjord-området og synes, at der mangler nogle spændende tilbud og anderledes tiltag, der kan styrke fællesskabet, så er der to muligheder. At være ærgerlig over det, uden at gøre noget. Eller at ændre på det. Sidstnævnte mulighed har en gruppe unge valgt. De har stiftet Ishusets Aktivitetsråd, der laver hygge- og kulturevents for unge i og omkring Mariagerfjord Kommune.

Gruppen holder til i Ishuset i hjertet af Hobro. Det hyggelige, røde hus mellem Bies Gård og Vestre Fjord, hvor Mariagerfjord Kulturskole og musikforeningen Ishuset Live også holder til. Og mens sidstnævnte afholder fester og koncerter, så har aktivitetsrådet fokus på en helt anden type arrangementer:

- Lige nu har vi blandt andet en populær kreaklub og en bogklub, hvor vi investerer i fællesskabet og hinanden på en anden måde end fester og koncerter. Begge dele er vigtige for de unge, men vi synes, at der manglede vores typer af aktiviteter, fortæller Karoline Nørris Søndergaard, der sammen med fire andre tegner bestyrelsen i Ishusets Aktivitetsråd.

Trioen foran den nye, flotte væg i Ishuset, som Karoline Dahl Rasmussen (tv) har designet.

De fire andre er Mathilde Bach Logan, Karoline Dahl Rasmussen, Sigrid Langkjær Føns og Sabine Mille Prang Andersen.

Idéen startede i gymnasiet

Idéen til aktivitetsrådet startede da de unge sammen gik i Mariagerfjord Gymnasium, hvor de i en periode lavede nogle kulturworkshops.

- Som opfølgning på disse workshops ville vores rektor gerne hjælpe os med at tage initiativ til nogle flere og anderledes kulturelle tilbud til os unge i Mariagerfjord Kommune. Han var meget vedholdende og fik hjulpet os godt i gang. Vores første arrangement, der var for cirka et år siden, hed ”Forårsbrætspil og flaskeøl”. Siden har vi også haft loppemarked, tøjbyttedag, fællesspisning, filmaftener og lanparty, og lige med undtagelse af det første arrangement, så er vores arrangementer som udgangspunkt alkoholfrie. Vil man feste og drikke alkohol, er der andre muligheder, fortæller Mathilde Bach Logan.

Alle idéer er velkomne

Ishusets Aktivitetsråd inviterer med jævne mellemrum til stormøde, hvor de planlægger den kommende tids tiltag og arrangementer. Her er alle velkomne, og har man en idé til en aktivitet, er det bare at møde op og byde ind.

Ishuset ligger mellem Bies Gård og Vestre Fjord i hjertet af Hobro.

Så har man eksempelvis lyst til at starte en frimærkeklub eller noget helt andet, så møder man bare op. Det handler ganske enkelt om at stable de aktiviteter på benene, der er interesse for hos de unge. Gruppen har p.t. over 25 medlemmer.

Udsmykning af væg

Én af de seneste aktiviteter har i øvrigt været at male en stor væg i selve Ishuset, der er ejet af Mariagerfjord Kulturskole, som har hjulpet med finansiering og det praktiske, men ellers har de unge fået frie tøjler til at male væggen. Designet på udsmykningen er lavet af Karoline Dahl Rasmussen.

- Jeg lavede først designet på min PC, så vi var naturligvis meget spændte på at se det endelige resultat på den store væg, og vi er blevet meget tilfredse, fortæller Karoline Dahl Rasmussen.

Drømmen er at få sit eget hus

Ishusets Aktivitetsråd er glade for rammerne i Ishuset, men har alligevel en drøm. På et tidspunkt vil de gerne have deres eget ungehus.

- Det er drømmen, men der er selvfølgelig et stykke vej, før vi når dertil. Ved at være en del af Ishuset, så skal vi selvfølgelig tage hensyn til husets andre brugere, hvilket giver os nogle begrænsninger.

- På længere sigt, kunne det være fedt, at vi fik vores helt eget ungehus, som vi kunne mødes i, når vi havde lyst. Det er vigtigt for, at Mariagerfjord-området stadig er attraktivt for de unge, siger Karoline Nørris Søndergaard.

Du kan læse mere om gruppens arbejde på Instagram: ”Ishusets Aktivitetsråd”.

Annonceret indhold

Nyeste